Broken Window Theory, der blev introduceret af James Q. Wilson og George L. Kelling i 1982, beskriver den eskalerende negative effekt, som forsømmelse eller kriminalitet på lavt niveau, såsom knuste vinduer eller endda henkastet affald, kan have på et samfund.
Hvis et enkelt knust vindue i et kvarter eller en forstad ikke bliver repareret hurtigt, er det meget sandsynligt, at andre vinduer vil blive udsat for hærværk kort tid efter. Efter det første knuste vindue vil der ikke kun komme flere vinduer, men folk vil også bryde ind i de ramte ejendomme og fortsætte cyklussen af hærværk og materielle skader. Det er kun et spørgsmål om tid, før et kvarter ender i kaos og forfald.
Mange år før teorien om det knuste vindue blev offentliggjort, konkluderede Philip Zimbardo, en psykolog fra Stanford i Californien, en parallel teori ved hjælp af to biler, som han med vilje efterlod i to forskellige kvarterer. Den ene blev efterladt i Palo Alto, Californien, og den anden i Bronx, New York. I løbet af få timer blev den efterladte bil i Bronx brudt op. Først blev bilens stereoanlæg stjålet, så blev ruderne smadret, indtil det fuldstændig vandaliserede køretøj simpelthen blev brugt af børn på gaden som en form for underholdning. Alt sammen i løbet af kun 24 timer.
Den anden bil i Palo Alto, Californien, blev derimod ikke vandaliseret i en hel uge, før Philip Zimbardo selv begyndte at vandalisere den ved at knuse ruderne. Som han forventede, fulgte andre i nabolaget meget hurtigt dette mønster af negativ adfærd.
Han konkluderede, at selv henkastet affald på gaden, for nogle måske en mindre forsømmelse af omgivelserne og samfundet, kan starte en cyklus af meget negativ adfærd.
Et andet eksempel er, at en ryger er mere tilbøjelig til bare at smide sin færdige cigaret på gaden, hvis han kan se, at andre også gør det. Dermed føler han sig mindre personligt ansvarlig for, at hans cigaret tilsmudser gaderne.
At have strukturerede netværksskabe er præcis det samme - teknikere er mere tilbøjelige til at følge trop og være opmærksomme på detaljer ved at bruge kabelstyringsløsninger efter hensigten.
Men på trods af de bedste intentioner bliver det før eller siden sværere og sværere for teknikere at opretholde en organiseret struktur på grund af deadlines og pres.
For eksempel når topledelsen holder et vigtigt online-møde, og netværksforbindelsen falder ud. Teknikeren vil uden tvivl modtage et meget følelsesladet og stressende telefonopkald for at "fikse" det. De er altid ivrige efter at sikre, at forbindelsen er live igen så hurtigt som muligt, og det er forståeligt nok deres laveste prioritet at patche kabler på en pæn måde. Ofte lover de sig selv at besøge stedet igen på et senere tidspunkt for at rydde op i det kaos, der er skabt. På trods af de bedste intentioner er det i virkeligheden ofte umuligt eller for dyrt.
Det er teorien om det knuste vindue på IT-arbejdspladsen. Risikoen for kaotisk patchning stiger hurtigt for hver patch, der ikke installeres på den rigtige måde. I løbet af ingen tid ender man med kabelspaghetti, der gør det umuligt at udskifte eller installere nyt udstyr uden at fjerne alle patchkabler og patche kabinettet helt forfra.
Derfor er den vigtigste udfordring at holde orden i netværksskabene. Ellers skal man bruge uforholdsmæssigt meget tid og mange penge på at rydde op i det rod, som andre utilsigtet har lavet. Der er selvfølgelig en anden måde, i patching-utopia, hvor du aldrig behøver at bekymre dig om kabellængde eller kabelspaghetti.
Løsningen: PATCHBOX - hvert kabel har præcis den rigtige længde, når det skal bruges, og er selvforsynende og sikkert, når det ikke skal bruges.
